videnskaben blev dyrket
se fra det græske ord ”mu’seion”, som betyder tempel for muserne og som i den græske oldtid var de
templer eller institutioner, hvor videnskaben blev dyrket. Begrebet museum kan således henvise til
selve samlingen eller til de steder, hvor sådanne findes. Derudover er begrebet ikke beskyttet; enhver,
privat som offentlig person, fond, forening eller institution, kan oprette et museum uanset samlingens
størrelse, indhold og værdi.12 I Danmark inddeles museerne i hovedtræk i to grupper: den ene gruppe
er de statsanerkendte museer, som er omfattet af museumsloven, og den anden gruppe er de ikke-
statsanerkendte museer, som ikke er omfattet af museumsloven – det kan være museer, der er opret-
tet og ejet af enkeltpersoner, private institutioner, fonde, foreninger eller kommuner. Der foregår dog
samarbejde af museumsfaglig art mellem de to kategorier af museer, og nogle af de ikke-
statsanerkendte museer arbejder i flere henseender på niveau med statsanerkendte museer, hvilket
jeg i kapitel 7 vil illustrere, at Danmarks Fotomuseum er et eksempel på. Mange af de ikke-
statsanerkendte museer har typisk et snævert fokus på eksempelvis en privat samling eller en enkelt
kunstner, en profession eller enkelte typer af genstande. Den første af grupperne – det såkaldte danske
museumsnetværk, er omfattet af samme museumslov og har tilsammen ansvaret for varetagelsen af
den danske natur- og kulturarv. Disse i alt 12213 museer er opdelt efter kategorierne kulturhistoriske
museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer, men forvaltes samlet af Kulturarvsstyrelsen under
Kulturministeriet. Museumsloven i Danmark er grundlagt i overensstemmelse med ICOM’s (Internati-
onal Council of Museums) internationale museumsetiske regelsæt, der fungerer som en vejledning for,
hvad der anses som hensigtsmæssig adfærd for museernes daglige virke (ICOM Danmark, 2006). Disse
museumsetiske regler kan fungere som en rettesnor i det daglige museale arbejde eller i udviklingen
af nye politiske strategier, men herudover har museerne så ”frie tøjler” og bliver ikke fast dirigeret fra
politisk hold. I Danmark bygger kulturpolitikken på ”armslængde-princippet”, hvilket kan karakterise-
res som den afstand (armslængde), der er mellem de politiske rammebevillinger til kunst og kultur og
de indholdsmæssige beslutninger på lokalt plan – eller som politikken så klart blev formuleret af den
tidligere kulturminister Julius Bomholt i 1963 ”Nok støtte, men ikke dirigere” (Duelund, P., 1995, p.17).
Det betyder, at en stor del af de kulturpolitiske beslutninger overlades til lokal selvforvaltning i de
enkelte museer. Eksempelvis opfordrer Kulturarvsstyrelsen museerne til at fremme deres formid-
lingsindsats og har derfor oprettet en særlig pulje, som museerne kan søge om tilskud fra, og her er det
så det enkelte museum, der kan definere den indholdsmæssige disponering af støtten, så længe indsat-
sen følger den overordnede politiske strategi om at udvikle formidlingen. Det danske museumsnet-
værk kan således forvalte statstilskuddet individuelt, men er i fællesskab underlagt samme
