Forfatter: abdullah

Shannon og Weavers

pielt forskellige kommunikationsmønstre. Jeg vil kort uddybe de fire, før jeg gennem et konkret ek-
sempel illustrerer, hvorfor begrebet især i Web 2.0 sammenhæng, kan forveksles.

1. Transmission
Jensen beskriver transmission i tråd med Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Det vil sige, at
interaktionen foregår som McQuail og Windahl definerede som an action on – kommunikationen løber
udelukkende i én retning, fra afsender til modtager. Afsenderen kontrollerer valget af og tidspunktet
for den information, der skal distribueres til modtageren. Brugerens kommunikationsadfærd er her
reduceret udelukkende til modtagelse – som eksempelvis gennem broadcast-medier som radio og tv.
2. Konsultation
Ved konsultativ interaktion kan brugeren vælge blandt et eksisterende udbud af i forvejen produceret
information. Denne type af interaktion er eksempelvis gældende for internettets hypertekststruktur,
hvor brugeren kan klikke og vælge mellem forskellige tekster og dermed danne sin egen ikke-lineære

læsning – som eksempelvis ved et genstandsmuseum, hvor brugeren kan søge i en samling efter inte-
resse, eller som ved de hjemmesider, der generelt kan karakteriseres som Web 1.0. Man kunne derfor

udvide transmissionsmodellen med en feedback mulighed, som modellen her illustrerer:

”The simple communications model with feedback loop” (Hooper-Greenhill, 2000, p.44)
3. Konversation
Hvis informationen produceres og ejes af informationsbrugerne, og kontrollen over distributionen

ligeledes ligger hos informationsbrugerne, er der tale om det diametralt modsatte kommunikations-
mønster i forhold til transmission, nemlig typen konversation. Den konversationelle interaktion er en

udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der

eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modta-
gerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modta-
ger og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere:

kan imidlertid støde

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

Den digitale generation på museum
som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Bordewijk og Kaams matrix for de fire kommunikationsmønstre (Jensen, 1998, p.202)
Matricen tager sit udgangspunkt i to centrale forhold ved al informationsudveksling, nemlig hvem der

ejer og producerer informationen, og hvem der på et givent tidspunkt og med et givent emne kontrol-
lerer distributionen af den.

social interaktion

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.

professor i Interaktive

for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et
mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.
4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV

James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommu-
nikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A.,

1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kultu-
relle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner

således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk
perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle
og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige

verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive infor-
mation til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmis-
sionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af

varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor
alle kategoriserede som ’kommunikation’. Formålet med kommunikation var at kunne transmittere
signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge

Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkre-
te liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere

forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse

formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse bud-
skaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange

(Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem
kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden
skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal

kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communica-
re”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship

and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori

virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres. Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret en-
vejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale

og derfor altid har dyrket fællesskabet:

sproglige diskurs er

Hvem vi er – vores kulturelle baggrunde (nationalitet, alder, profession m.v.),

 hvordan vi tænker og skaber mening – vores verdenssyn, overbevisninger, perspektiver, vær-
dier,

 hvad vi siger – vores sproglige diskurs er realiseringer af vores verdenssyn (Op.cit.p.46).

Når vi kommunikerer, sker der, hvad Gadamer betegner som en fusion of horizons – vores meningsho-
risonter overlapper og transformeres i forhold til den nye viden og de nye perspektiver, som vi møder

i kommunikationen med andre:

Askehave, I. & Norlyk, B. (2006) Figure 2.3: Fusion of horizons: creating shared meaning systems, p.46
Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces,
der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme

(Op.cit. p.42). Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en be-
sked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer.

Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver
ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation,
som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet
er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er
blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men
som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke
nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær

uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relati-
on mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige per-
spektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og

kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil
kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation

sker gennem en konstant

Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale
er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne.
Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun
kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke
om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til
en modtager:
”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages.
Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer

to this process. Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the give-
and-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49)

Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semioti-
ske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren pro-
ducerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine

kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstrukti-
onen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John

Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet
samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte

Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret me-
ning i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den

intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38). Lars Qvortrup beskriver kommunikation
som gensidigt ukontrollerbare handlinger, hvor den ene part foretager en selektion ved at sige noget,
og den anden en selektion ved at forstå det, der bliver sagt på en bestemt måde. Kommunikation kan
derfor ikke være ligefrem og umiddelbar, da den indebærer en risiko for, at den anden forstår noget
andet end tilsigtet (Qvortrup, L. 2000, p.142-143). Dette forhold skyldes kulturelle, kontekstuelle og

identitetsmæssige baggrunde, og derfor har interaktionstilgangen til kommunikation fokus på at un-
dersøge, hvordan mennesker forstår og fortolker de beskeder, de modtager, og hvordan deres fortolk-
ning aktivt bidrager til kommunikationen som helhed. Inge Askehave og Birgitte Norlyk anvender et

hermeneutisk perspektiv med inspiration fra især Hans Georg Gadamers begreber om for-forståelser
og horisonter til at forklare, hvorfor det i interaktionsparadigmet anses som vigtigt at undersøge,
hvordan vi mennesker skaber mening. Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores
holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt
socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere
specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer:

og denne peger

seologi, der har præget feltet. Siden er der dog fremvokset en hastigt stigende interesse, udvikling og

accept af museologien som en teoretisk disciplin, og denne peger i retningen af en såkaldt ”ny museo-
logi” (Ingemann & Larsen, 2005; Larsen 2001). Forskellen mellem en ”ny museologi” og en ”gammel

museologi” kan sidestilles med opdelingen af museologien som en praktisk redskabsdisciplin og en
videnskabelig disciplin; fokus er skiftet fra, hvordan man udfører musealt arbejde til hvorfor man

overhovedet har museer, og hvorfor folk vælger at besøge dem (Ingemann & Larsen, 2005, p.9). Teore-
tisk fokuseres der eksempelvis på museets rolle i samfundet. Museolog og tidligere formand for ICOM

Hugues de Varine har fremhævet museets nye rolle som en slags folkets universitet – et sted for re-
fleksion og diskussion af de spørgsmål, som forskellige individer og sociale grupper stiller sig selv

(Ibid). I samme tråd har museologen Friedrich Waidacher understreget betydningen af museumsbe-
søget som en subjektiv oplevelse, som museerne må søge at forstå i stedet for at formidle viden, som

var det en generel og objektiv størrelse (Waidacher, F., 1997, p.100). En af de største forandringer i

den museologiske disciplin, såvel som i mange andre henseender, er, at brugerne er kommet i cen-
trum. For museerne betyder det, at de dels må kende deres brugergrupper bedre for at kunne formidle

målrettet, og dels at brugerne selv stiller krav til museumsoplevelsen – hvilket i værste fald kan bety-
de, at de bliver væk, hvis ikke deres behov og forventninger imødekommes. Det er altså ikke kun den

museologiske disciplin, der er på vej over i en ’ny museologi’, i praksis er det selve museet som institu-
tion og fænomen, der er under forandring.

3.3 ET PARADIGMESKIFTE I MUSEUMSINSTITUTIONEN
”Hvordan skal fremtidens museum se ud?” Dette spørgsmål kan lige nu læses på Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside, hvor man frem til 2011 kan deltage i en åben debat om de danske museers rolle i fremti-
den. Debatten er et led i en større udredning, der vil komme til at danne grundlag for en eventuel revi-
sion af den eksisterende museumslov, idet der eksisterer et stigende behov for at få fastsat museernes

fremtidige rolle og funktioner.15 Spørgsmålet om museernes fremtidige rolle er blevet diskuteret ivrigt
i nyhedsmedier og tidsskrifter, på årlige museumskonferencer og seminarer, og senest har debatten
for alvor taget fat gennem forskellige museumsfaglige blog-fællesskaber, som er blevet skabt med
henblik på netop at diskutere de mange udfordringer og muligheder, som museerne står over for i
dagens informationsteknologiske samfund.16 Forandringerne inden for museumsinstitutionen har rod
i de større samfundsmæssige politiske, sociale og kulturelle forandringer, der prægede slutningen af
det 20. århundrede og som af Qvortrup betegnes som overgangen fra industrisamfund til et

i det museale arbejde

der har til formål at sikre den danske kulturarv. Ifølge museumslovens kapitel 1, § 2 skal mu-
seernes varetagelse af kulturarven ske gennem fem kerneopgaver, nemlig indsamling, registrering,

bevaring, forskning og formidling14.
Disse fem områder udgør ”søjlerne” i det museale arbejde, og det er da også disse fem, der har dannet

centrum for debat gennem tiden. Diskussionen har foregået både internt i museumsnetværket og eks-
ternt blandt politikere og publikum. Museerne forvalter den fælles kulturarv, og derfor har vi stort set

alle en holdning til, hvad kulturarv er, hvad der skal bevares for eftertiden, hvordan vi gerne vil opleve
vores kulturarv, og så videre. De fem søjler afføder en række teoretiske og praktiske spørgsmål, som

centrerer sig om museumsinstitutionens identitet og funktion – sagt med andre ord: hvad selve formå-
let med museerne er. Hvordan disse spørgsmål i praksis har udmøntet sig, vil jeg uddybe i afsnit 3.3,

men først en afklaring af problematikken på et videnskabeligt niveau i den museologiske disciplin.
3.2 DEN MUSEOLOGISKE DISCIPLIN

Museologien blev officielt anerkendt som videnskabelig disciplin af den internationale museumssam-
menslutning ICOM i 1971. Ifølge professor i museologi Friedrich Waidacher er ’museologi’ en fællesbe-
tegnelse, der dækker over beskrivelsen, klassificeringen og formidlingen af både teoretiske og prakti-
ske forhold, som er relevante for fænomenet museum (Waidacher, F., 1997, p.95). En lignende, men

lidt mere omfattende definition udfoldes af professor i kunsthistorie Peter Vergo:
”museologien omfatter studiet af museer, deres historie og underliggende filosofi, de forskellige måder
som de er blevet etableret og udviklet på, deres erklærede og uudtalte formål og politik samt deres
uddannelsesmæssige eller politiske rolle.”(Ingemann, B. & Larsen, A. H., 2005, p.9)
Peter Vergo har senere udvidet sin forståelse af museologien til også at omfatte tilskuere, etik og andre

lovmæssige opgaver (Ibid). Museologien er en tværfaglig disciplin og favner således over et bredt om-
råde. Derfor har der gennem tiden også hersket delte meninger om, hvordan museologien skal afgræn-
ses, opfattes og anvendes. I den danske museologi skelnes der typisk mellem en praktisk museologi og

en teoretisk museologi. Den første kan karakteriseres som en praktisk redskabsdisciplin og beskæfti-
ger sig med, hvordan de fem søjler i museumsloven skal udføres i praksis. Den teoretiske rummer en

analytisk og kritisk-refleksiv tilgang og forsøger at afdække de underliggende værdier i måden, hvorpå
de museale opgaver bliver løst (Larsen, A. H., 2001, p.11). De to retninger kan dog ikke skilles helt ad,
hvilket de ifølge flere museologer heller ikke bør, da de netop øger indflydelse på hinanden i kraft af, at
museet er deres fælles omdrejningspunkt (Hainau, N. & Jespersen, A. P., 1997; Larsen, 2001). Både i
Danmark og internationalt har det indtil omkring årtusindeskiftet været den praktisk anvendte

videnskaben blev dyrket

se fra det græske ord ”mu’seion”, som betyder tempel for muserne og som i den græske oldtid var de
templer eller institutioner, hvor videnskaben blev dyrket. Begrebet museum kan således henvise til
selve samlingen eller til de steder, hvor sådanne findes. Derudover er begrebet ikke beskyttet; enhver,
privat som offentlig person, fond, forening eller institution, kan oprette et museum uanset samlingens
størrelse, indhold og værdi.12 I Danmark inddeles museerne i hovedtræk i to grupper: den ene gruppe

er de statsanerkendte museer, som er omfattet af museumsloven, og den anden gruppe er de ikke-
statsanerkendte museer, som ikke er omfattet af museumsloven – det kan være museer, der er opret-
tet og ejet af enkeltpersoner, private institutioner, fonde, foreninger eller kommuner. Der foregår dog

samarbejde af museumsfaglig art mellem de to kategorier af museer, og nogle af de ikke-
statsanerkendte museer arbejder i flere henseender på niveau med statsanerkendte museer, hvilket

jeg i kapitel 7 vil illustrere, at Danmarks Fotomuseum er et eksempel på. Mange af de ikke-
statsanerkendte museer har typisk et snævert fokus på eksempelvis en privat samling eller en enkelt

kunstner, en profession eller enkelte typer af genstande. Den første af grupperne – det såkaldte danske
museumsnetværk, er omfattet af samme museumslov og har tilsammen ansvaret for varetagelsen af
den danske natur- og kulturarv. Disse i alt 12213 museer er opdelt efter kategorierne kulturhistoriske
museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer, men forvaltes samlet af Kulturarvsstyrelsen under

Kulturministeriet. Museumsloven i Danmark er grundlagt i overensstemmelse med ICOM’s (Internati-
onal Council of Museums) internationale museumsetiske regelsæt, der fungerer som en vejledning for,

hvad der anses som hensigtsmæssig adfærd for museernes daglige virke (ICOM Danmark, 2006). Disse
museumsetiske regler kan fungere som en rettesnor i det daglige museale arbejde eller i udviklingen
af nye politiske strategier, men herudover har museerne så ”frie tøjler” og bliver ikke fast dirigeret fra

politisk hold. I Danmark bygger kulturpolitikken på ”armslængde-princippet”, hvilket kan karakterise-
res som den afstand (armslængde), der er mellem de politiske rammebevillinger til kunst og kultur og

de indholdsmæssige beslutninger på lokalt plan – eller som politikken så klart blev formuleret af den
tidligere kulturminister Julius Bomholt i 1963 ”Nok støtte, men ikke dirigere” (Duelund, P., 1995, p.17).
Det betyder, at en stor del af de kulturpolitiske beslutninger overlades til lokal selvforvaltning i de

enkelte museer. Eksempelvis opfordrer Kulturarvsstyrelsen museerne til at fremme deres formid-
lingsindsats og har derfor oprettet en særlig pulje, som museerne kan søge om tilskud fra, og her er det

så det enkelte museum, der kan definere den indholdsmæssige disponering af støtten, så længe indsat-
sen følger den overordnede politiske strategi om at udvikle formidlingen. Det danske museumsnet-
værk kan således forvalte statstilskuddet individuelt, men er i fællesskab underlagt samme

i og finde faktuelle

Genstandsmuseets kommunikationsform er konsultativ, hvilket vil sige, at museet har flere faktuelle

informationer, som den besøgende kan søge i. Det kan være samlingen, der er gjort tilgængelig på net-
tet, som de besøgende vil kunne søge i og finde faktuelle informationer om materiale, størrelse og bil-
leder af genstanden. Det lærende museum er mindre genstandsorienteret og mere kontekstbaseret og

forsøger i højere grad at appellere til den enkelte brugers personlige forventninger og forudsætninger
(Nørskov, V. & Larsen, A. H., 2009, p.20). Formålet er her at motivere de besøgende til at lære noget og
derfor lægger kommunikationen mere op til dialog end de to andre typer af museumshjemmesider.
Det kan være museumsblogs eller en profil på Facebook, hvor brugerne kan give kommentarer tilbage

til museet eller det kan være forskellige indgangsvinkler til samlingen målrettet til forskellige bruger-
typer og læringsstile. Det virtuelle museum bygger på det lærende museum, men tilbyder noget andet

og mere, end man vil kunne finde i det fysiske museum – det kan være virtuelle oplevelser i den virtu-
elle 3D-verden Second Life, Web TV om kunstnere eller om museet, podcasts, wikier over museums-
samlinger eller webspil som eksempelvis Skagens Museums webspil, hvor man kan udforske ska-
gensmalernes verden:

Brochuremuseet og genstandsmuseet repræsenterer i høj grad Web 1.0 hjemmesider, hvor brugerne
ikke kan meget andet end at søge og vælge i informationerne. I disse Web 2.0 tider er de fleste museer
efterhånden blevet opmærksomme på, at der er behov for en mere levende og brugerinddragende

formidlingsform. Museerne har i længere tid udviklet læringstiltag til deres fysiske museer, men hvor-
dan disse kan omsættes til et digitalt formidlingssprog er for mange en stor udfordring, idet de fleste

museer ikke har ansatte med specifik viden og erfaringer i at udvikle web-baserede aktiviteter. Dette
forhold vil blive illustreret i mine cases (kapitel 7), hvor Werner Schweibenz typografi også vil blive

konkretiseret nærmere. Men først en beskrivelse af museumsinstitutionen og dennes rammer og ud-
fordringer i det informationsteknologiske samfund.

3. MUSEUMSINSTITUTIONENS ROLLE I DET INFORMATIONSTEKNOLO-
GISKE SAMFUND

Dette kapitel vil introducere museet som institution gennem et teoretisk niveau og et mere praksisori-
enteret niveau, hvor museernes udfordringer vil blive afspejlet i den samfundsmæssige udvikling, der

har manifesteret sig i ændrede og større krav fra museumsbrugerne og fra kulturpolitisk hold.
3.1 LOVGIVNING OG RAMMER FOR MUSEERNE I DANMARK
Hvad er et museum? Ifølge Gyldendals Fremmedordbog (1983) kan begrebet ”museum” defineres som
en ”samling af kunstværker el. ting af videnskabelig el. kulturhistorisk interesse.” Ordet har sin