Måned: oktober 2023

åben debat på

at understøtte og facilitere deres formål. I museumskredse har flere netop opfordret til, at man ikke
bare anvender de nye teknologier som en magnet i sig selv. ”It’s the message, not the media” lød svaret,
da jeg lagde spørgsmålet ud til åben debat på museernes debatforum .3 Dette
speciales problemfelt er netop at undersøge fænomenerne omkring museumsinstitutionen, før jeg
giver nogle konkrete løsningsforslag til, hvordan museerne kan benytte IT til at understøtte og udvikle
deres kommunikation og deres formidling af viden til brugerne. Det er dog væsentligt at understrege,
at teknologideterminismen også har stor betydning for de problemstillinger, som museerne står over
for i dag. I mange tilfælde er det ikke bare de nye digitale muligheder men selve den kultur, der er
opstået omkring teknologierne, som vil få direkte indflydelse på, hvordan museerne kommunikerer og
skaber oplevelser i fremtiden – og det gælder ikke kun for deres hjemmesider, men også for det fysiske
museum. Jeg har derfor valgt at anvende betegnelsen det informationsteknologiske samfund, idet den
betoner begge de fænomener, teknologiske som samfundsmæssige, som vil komme til at få betydning

for museerne nu og i fremtiden. Jeg ønsker altså ikke at lægge mig direkte op af ét iagttagelsesperspek-
tiv, men vil i stedet se bredt på både teknologideterminismen og samfundsudviklingen – uanset hvil-
ken der så betinger den anden – men med en kommunikationsteoretisk vinkel og et anvendelsesorien-
teret fokus for øje.

Den globale digitalisering har fundamentalt ændret ved samfundets kommunikationsformer og orga-
nisationsformer – som den spanske sociolog og samfundsanalytiker Manuel Castells udtrykker det, er

vi trådt ind i et nyt kommunikationsunivers: Internet-galaksen. Udviklingen af World Wide Web har
gjort det muligt for internettet at omslutte verden i almindelighed og dermed er internettet blevet det
kommunikationsmiddel, der for første gang gør det muligt for stort set hele verdens befolkning at

kommunikere med hinanden på ethvert tidspunkt og fra ethvert sted (Castells, M. 2003, p.21). I mod-
sætning til Qvortrup tager Castells udgangspunkt i teknologideterminismen og hævder, at det er revo-
lutionen inden for informations- og kommunikationsteknologierne, der har medført det nye paradig-
me, som vi befinder os i, hvilket Castells betegner ”Informationalism” (informationsalderen) (Op.cit.

p.15). På basis af det nye teknologiske paradigme er der opstået en ny organisationsform, en ny social
morfologi, der forbinder os gennem decentrale horisontale netværk, hvorfor Castells betegner vores
samfund som netværkssamfundet. Dette samfunds logik bygger på værdien af at dele – at alle kulturer
kan komplementere og lære af hinanden ved at give og modtage og samarbejde gennem en evig proces
af informationsproduktion og kommunikation (Ibid.). Don Tapscott og Anthony Williams forsøger i
bestselleren Wikinomics fra 2006 at formulere en økonomisk teori, som netop bygger på samfundets

er at håndtere kompleksitet

Samfundsforandringen kan ses ved, at vor tids samfund er på vej væk fra at være et industrisamfund,

hvis grundfunktion er at udvikle mekaniske produktions- og organisationssystemer, til at være et vi-
denssamfund, hvis grundfunktion er at håndtere kompleksitet ved hjælp af viden (Qvortrup, 2004,

p.35). Qvortrup giver nogle svar på, hvordan vi kan håndtere kompleksiteten inden for forskellige om-
råder. På det teknologiske plan er svaret informations- og kommunikationsteknologi, på det organisa-
toriske plan er svaret vidensbaserede, lærende virksomheder baseret på ”værdiledelse”, fordi den

enkelte leder ikke enerådigt kan træffe beslutninger for enhver situation, men kun kan sætte rammer-
ne for medarbejdernes selvledelse. På det individuelle plan er svaret kompetencer – evnen til at kunne

forholde sig til det, man allerede ved, og til at bruge sin viden anderledes (Qvortrup, 2002, p.11). For
individet vil det sige at udvikle kompetencer, for organisationer drejer det sig om at udvikle fleksible
og lærende strategier, og for informations- og kommunikationsteknologien gælder det, at relevansen
for anvendelsen skal findes uden for IT – det vil sige, at begrundelsen for at anvende IT ikke skal styres
af, hvad vi kan og bør gøre med IT men i stedet styres af, hvad vi ønsker at kunne og hvordan IT kan

hjælpe med til det (Qvortrup, 2004, p.15; Qvortrup, 2002, p.19). Ifølge Qvortrup er det altså de fæno-
mener uden for IT, som former – eller burde forme – brugen af IT til eksempelvis læring eller kommu-
nikation. Ved at identificere disse fænomener ved man bedre, hvad det er, IT skal medvirke til at hånd-
tere, facilitere eller skabe netværk for. Det er i denne sammenhæng yderst relevant for museerne, at få

identificeret fænomenerne uden for museets vægge og inden for de institutionelle rammer, for at an-
vendelsen af IT skal kunne understøtte, facilitere og udvikle museernes kommunikation af indhold til

deres besøgende eller gennem netværk med andre museer. Det kunne være at få identificeret spørgs-
mål som hvilket fortolkningsmatrice museet arbejder ud fra, hvordan dets institutionelle rammer og

organisatoriske systemer er, hvilke kompetencer de individer, der vælger eller fravælger at besøge et
museum besidder, hvad dets rolle er som vidensinstitution, mv. Ved at besvare sådanne spørgsmål kan
museerne få identificeret, hvad de ønsker med anvendelsen af IT og hvordan IT specifikt kan hjælpe til

moderne samfund karakteriseret

det moderne (industrielle) og det hyperkomplekse (post-industrielle) samfund.2 Denne

skelnen er baseret på de strukturforandringer, der har præget perioderne; mens det traditionelle sam-
fund byggede på en differentiering mellem høj og lav, hvor det religiøse system var øverste klasse i

rangordningen, er det moderne samfund karakteriseret ved en funktionel differentiering. Med Qvor-
trups ord skiller funktionssystemerne sig ud og bliver selvstændige med hver sin funktion; viden-
skabssystemet og kunstsystemet frigør sig fra den religiøse dominans, det politiske system begrundes

magtteoretisk, det økonomiske system selvstændiggør sig osv. (Qvortrup, 2001, p.54). I løbet af det 20.

århundrede bliver disse systemer præget af en større kompleksitet: Videnskaben mister sin selvsik-
kerhed og tematiserer sit eget sandhedsbegreb, kunsten udfordrer skønhedsbegrebet, samfundets

forestilling om fremskridt og udvikling er ikke længere entydig, den moralske skelnen mellem godt og
ondt kommer i tvivl om sine egne kriterier – systemerne iagttager ikke længere kun deres omverden,
de iagttager også kriterierne for deres iagttagelser og derfor bliver de hyperkomplekse (Op.cit. p.55).

For en nærmere konkretisering af hvordan det hyperkomplekse manifesterer sig, kan man eksempel-
vis se på kunsten i dag. Her repræsenteres hyperkompleksiteten ved at stille spørgsmål til det, vi ken-
der; som billedet af kunstneren Stelarcs egen arm på specialets forside illustrerer, er en krop ikke læn-
gere bare en krop. Stelarc insisterer på, at der ikke findes faste enheder og opdelinger som eksempel-
vis mellem krop og sjæl – når vi siger krop, siger vi også tanke, og Stelarc vil med sin kropsmanipulati-
on Internet Ear have os til at nytænke funktioner som handling, sansning, tanke og følelse (Sønder-
gaard, M., 2010). Kunsten kan selvfølgelig være et ekstremt kommunikationsmiddel til at illustrere en

erkendelsesteoretisk opfattelse af samfundet, men Stelarcs pointe er den samme som Qvortrups: Nem-
lig at vi i vores hyperkomplekse samfund gentænker krop, bevidsthed, teknologi, kunst, viden, læring

osv. Der er åbnet op for nye erkendelser, og det betyder, at verden ikke kan repræsenteres gennem et
singulært princip; kunstens rolle er eksempelvis at skabe mulige perspektiver, som iagttagerne så selv
kan bruge til at skabe deres egne realiseringer med (Qvortrup, 2000, p.136-137). Qvortrup opererer
med tre semantiske korrelater til at forklare de tre samfundsfasers såkaldte fortolkningsmatrice – det
er begreberne deocentrisme, antropocentrisme og polycentrisme. Det traditionelle samfund betragtede

sig selv ud fra forudsætningen om, at Gud og det guddommelige var samfundets centrum (deocentris-
me), i det moderne samfund er det alment menneskelige i centrum – samfundet er skabt og styres af

mennesket og ikke af Gud eller guddommelige magthavere (antropocentrismen) og i det hypermoder-
ne samfund revideres de erkendelsesteoretiske grundlag og opfattelsen af, at der eksisterer én uaf-
hængig og overordnet optik (Gud eller mennesket) er blevet draget i tvivl (Op.cit. p.22). De tre faser og

deres socialsemantiske korrelater illustrerer Qvortrup således:

aspekt ved teknologierne

1.5 BEGREBSAFKLARING
IKT
Jeg vil gennem specialet anvende forkortelsen IKT for informations- og kommunikationsteknologi
frem for IT, for at fremhæve det kommunikative aspekt ved teknologierne, idet kommunikation er
selve omdrejningspunktet for dette speciale. IKT anses af mange som grundlaget for vores nuværende

samfund, hvorfor der forskes i et bredt spektrum af emner inden for IKT – det være sig mere teknolo-
giske forhold omkring udviklingen af IKT eller selve den menneskelige interaktion med IKT, også kal-
det Human Computer Interaction (HCI), eller forskning i IKT som læringsmidler. Informations- og

kommunikationsteknologi favner bredt. Det kan være alt, der foregår omkring en computer som

hjemmesider, tekstbehandling, multimedier osv., men IKT kan også være telefoner, håndholdte enhe-
der, TV, radio, informationsstandere og meget andet. Jeg benytter betegnelsen IKT om al den teknolo-
gi, der bruges til at formidle digital information og kommunikation gennem internetbaserede enheder,

hvilket vil sige computere og mobile internetbaserede enheder.

2. DET INFORMATIONSTEKNOLOGISKE SAMFUND

2.1 SAMFUNDETS TEKNOLOGIER ELLER TEKNOLOGIERNES SAMFUND?

Vores samfund i dag er blevet betegnet ved hjælp af flere forskellige begreber, som hver især kan ud-
gøre en rammende beskrivelse af samfundet. Der tales om det postmoderne samfund, videnssamfun-
det, informationssamfundet, netværkssamfundet, kommunikationssamfundet, det hyperkomplekse

samfund og sikkert flere endnu. Lars Qvortrups betegnelse det hyperkomplekse samfund fungerer som
et godt udgangspunkt for at forstå, hvad de fleste samfundsbetegnelser med hvert deres udgangspunkt
forsøger at beskrive. Ifølge Lars Qvortrup er der tilsyneladende to ting, der er blevet en slags fælleseje

for de aktuelle beskrivelser af informationssamfundet. Den ene ting er teknologideterminismen, hvil-
ket vil sige troen på, at samfundsforandringer kan begrundes i teknologiske forandringer. Den anden

ting er samfundsudviklingen. Spørgsmålet er, hvad der kommer først og betinger det andet – teknologi

eller samfund? Qvortrup vælger selv at tro på, at samfundet udvikler problemer, som det derefter for-
mer teknologierne for at løse – men disse udviklede teknologier kan så udløse nye problemer, så der-
for er det snarere et spørgsmål om, hvilken analytisk vinkel man lægger (Qvortrup, L., 2000, p.26). Jeg

vil nu kort følge Qvortrups iagttagelser først af samfundsudviklingen og dernæst kaste et bredere per-
spektiv på den teknologiske udvikling.

For at beskrive den aktuelle udvikling kigger Qvortrup på de samfundsformer, der går forud for infor-
mationssamfundet og tager her udgangspunkt i tre store samfundsfaser: Det traditionelle

begge har bidraget

segmentbeskrivelse af den digitale generation. Kapitlet er baseret på Kulturministeriets rapporter om

museumsbrugerne samt perspektiver fra museologen Marilyn Hood og professor i Free-Choice Lear-
ning John Falk, som begge har bidraget med en udbygget viden om de underliggende motivationer, der

ligger til grund for at gå på museum. Min segmentbeskrivelse af den digitale generation er udviklet
med udgangspunkt i Don Tapscotts bog Grown Up Digital samt Marc Prensky’s Digital Natives, Digital
Immigrants. Jeg vil i kapitlets to sidste afsnit komme med nogle kortfattede perspektiveringer af de

kompetencekrav, som stilles til den digitale generation i dag samt nogle museumsdidaktiske overve-
jelser over, hvilke museumsdidaktiske læringspotentialer der kan være ved at benytte IKT som kom-
munikations- og læringsmiddel. Her er fokus rettet mod IKT og museerne og ikke hvordan de som

kommunikations- og læringsmidler specifikt kan føre til læring hos brugerne. Jeg vil uddybe relevan-
sen og afgrænsningen af disse perspektiverende afsnit i det følgende.

1.4 AFGRÆNSNING
Jeg har af hensyn til specialets omfang fravalgt et læringsteoretisk perspektiv på mit problemfelt. En

naturlig forlængelse af min problemformulering kunne have været: Hvordan lærer den digitale genera-
tion bedst, hvilken rolle museumsinstitutionen har som læringsrum, og hvordan kan museerne benytte

IKT som læringsmiddel? Når man taler om museumsoplevelser, ligger der en implicit forståelse af læ-
ring – at oplevelserne skal udvide eller udforske brugernes forståelse af den formidlede kulturarv. Jeg

har imidlertid valgt at holde fokus på kommunikationen og kommunikationsmidlerne (IKT). Jeg er
interesseret i, hvordan museerne kan revidere deres eksisterende kommunikation og udnytte de nye

kommunikationsrelationer og -midler, så deres modtagere i højere grad vil rette fokus på dem og be-
nytte dem. I takt med det informationsteknologiske samfunds kompetencekrav har man rettet op-
mærksomheden mod læring som en livslang proces og som noget, der ikke er forbeholdt uddannelses-
institutionerne. Endvidere har udviklingen af IKT medført et fokus på, at læring kan kombineres med

underholdning og med fordel kan stimuleres gennem interaktion og samarbejde. Der ligger et stort og
endnu uudnyttet potentiale for museerne heri, da de netop er uformelle læringsinstitutioner, som folk

frivilligt vælger at besøge. Museerne har fokus på læring, men oftest i relation til undervisningssam-
menhænge. Der er således blevet oprettet et e-museum1, hvor undervisningsmaterialer fra de danske

museer og science-centre er samlet, men der er endnu meget lidt fokus på uformel læring blandt de
voksne og de mange grupper og familier, der besøger museerne. Der vil således være stof nok til endnu
et speciale, og jeg har derfor valgt at afgrænse specialet ved at sætte et skel mellem kommunikation og
læring, selvom de to områder i praksis er indbyrdes relaterede.

Dette kapitel vil

Den mest afgørende faktor ved samfundets paradigmeskifte kan karakteriseres som en kommunikati-
onsrevolution. Som det vil fremgå af specialet, befinder vi os i et samfund, hvor der kommunikeres

mere end nogensinde før og gennem nye kommunikationsmidler, der i høj grad medfører nye relatio-
ner mellem kommunikationens parter. Dette kapitel vil skitsere den kommunikationsteoretiske forsk-
ning, der har været kendetegnet ved en dikotomi mellem to paradigmer: Kommunikation som trans-
mission og kommunikation som interaktion. Jeg har derudover fundet det nødvendigt, at nuancere in-
teraktionsbegrebet yderligere, idet jeg i min belysning af fænomenet ”Web 2.0” har erfaret, at interak-
tion i mange tilfælde benyttes som synonym for Web 2.0. De fleste informations- og kommunikations-
teknologiske nyskabelser i dag er baseret på interaktion, men interaktionens kommunikationsmønstre

kan imidlertid antage forskellige grader af interaktion, hvorfor jeg har benyttet mig af en artikel af
professor i interaktive medier Jens F. Jensen, som belyser interaktionsbegrebet ud fra fire kategorier. I
umiddelbar forlængelse af kapitlets nuancering af interaktionsbegrebet vil jeg inddrage et konkret
eksempel fra et museums anvendelse af Web 2.0 som kommunikationsmiddel, der illustrerer, hvordan
en bred forståelse af interaktionsbegrebet kan medføre en smal anvendelse af det i praksis. Kapitlets
kommunikationsteorier vil blive anvendt som udgangspunkt for mine konkrete løsningsforslag til
Danmarks Fotomuseum og Holstebro Museum.
 Museumsbrugerne fra den digitale generation: Hvad karakteriserer den digitale generation
og hvilke krav og forventninger har de til museernes oplevelser og kommunikation?
Museernes brugere har historisk været tilgået som passive modtagere af den formidlede kulturarv. I
dag er denne rolle ikke længere fast. Med det informationsteknologiske samfund er der opvokset en ny
digital generation, som er væsensforskellig fra de tidligere generationer, som i dag udgør museernes

kernebrugere. Den digitale generation har gennem en naturlig assimilering af de nye teknologier væ-
ret vant til at påvirke og interagere, hvilket står i kontrast til museumsinstitutionens nuværende prak-
sis, der i stor udstrækning administreres af ”digitale immigranter” (Prensky, 2001), der er opvokset før

internettet. Dette synspunkt er måske sat lidt på spidsen, men som mine to cases illustrerer, er det

ikke langt fra virkeligheden. Kulturministeriet har netop udført to omfattende undersøgelser af muse-
ernes brugere og webbrugere, som i rapporterne er blevet inddelt i segmenter ud fra brugernes hold-
ninger, værdier og livsstil, men disse tegner dog ikke et tilstrækkeligt billede af den digitale generation

(fra 1977 til i dag). Da denne generation adskiller sig markant fra de foregående, og da den vil danne

fundamentet for museernes fremtid, har jeg valgt at udvikle en segmentbeskrivelse, der kaster et bre-
dere perspektiv på disses internetvaner, motivationer, værdier og holdninger, som er de underliggen-
de faktorer, der er med til at afgøre, hvorvidt de vil vælge eller fravælge at bruge deres fritid på et mu-
seum eller en museumshjemmeside. Jeg vil basere mine løsningsforslag til de to museer på denne

som gennem værkerne

Jeg vil indledningsvis forsøge at indkredse, hvordan samfundet beskrives lige nu, og hvad det betyder
for min videre diskussion af samfundets nye kommunikationsformer. Til dette formål har jeg valgt at

støtte mig til professor i multimedier Lars Qvortrup, som gennem værkerne Det hyperkomplekse sam-
fund, Det lærende samfund og Det vidende samfund belyser, hvilke udfordringer vi står over for i dag og

hvilken funktion IKT som lærings- og kommunikationsmiddel kan have til at håndtere samfundets
hyperkomplekse udfordringer. Som Qvortrup pointerer, er paradigmeskiftet centreret om to forhold;
samfundets udvikling og de teknologiske nyskabelser, som er opstået i forbindelse med internettets

massive udbredelse. Jeg vil derfor belyse begge forhold, men med et særligt fokus på det nye kommu-
nikationsunivers (Castells M., 2003), der er opstået med udviklingen af World Wide Web. Jeg vil skitse-
re de fænomener, der vedrører webbets organisations- og kommunikationsformer på baggrund af

forskellige perspektiver; det være sig mere teoretisk funderede værker som Internetgalaksen af Manu-
el Castells, E-læring på web 2.0 af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen og mere populærvidenskabeli-
ge værker og artikler som udpeger en række tendenser, der er baseret på omfangsrige kvantitative

som kvalitative undersøgelser som eksempelvis Wikinomics af Don Tapscott og Anthony Williams og
artikler af ophavsmanden til betegnelsen ”Web 2.0” Tim O’Reilly. På den måde får jeg mulighed for at

belyse webbet gennem et bredt perspektiv og gennem et mere anvendelsesorienteret teoretisk per-
spektiv på webbet som kommunikationsmiddel. Jeg vil afslutningsvist i kapitlet undersøge museernes

anvendelse af webbet gennem medieforskeren Werner Schweibenz kategorisering af museumshjem-
mesider.

 Museumsinstitutionens rolle i det informationsteknologiske samfund: Hvordan påvirker
det informationsteknologiske samfund museumsinstitutionens fremtidige rolle og funktion?
Dette kapitel indkredser museumsinstitutionen gennem et perspektiv på den museologiske disciplin
og de lovmæssige rammer og kulturpolitiske signaler. Samfundets paradigmeskifte har også sat sine

spor i museumsinstitutionen og med den teknologiske udvikling er selve museumsinstitutionens frem-
tidige rolle, værdier og funktion blevet sat til diskussion. Den gennemgribende udfordring er de nye

kommunikationsformer, der er opstået i kølvandet af samfundets og teknologiernes udvikling. Kapitlet
vil tegne et historisk rids af museernes oprindelse med henblik på at kunne udpege den fremtidige

retning, som museerne vil skulle navigere i. Det teoretiske fundament vil således basere sig på muse-
umslovgivning, rapporter fra Kulturministeriet samt museologiske perspektiver på museernes udvik-
ling og fremtidige udfordringer.

 Kommunikationsteorier: Hvilke konsekvenser har den informationsteknologiske udvikling for
samfundets kommunikationsformer?

inden for alle samfundets

1.3 SPECIALETS TEORI, METODE OG OPBYGNING
Specialet omhandler museale kommunikationsprocesser, som foregår ved anvendelse af IKT. Min
fremgangsmåde til at angribe specialets problemfelt tager derfor udgangspunkt i de hovedelementer,

som en simpel kommunikationsproces vil involvere, nemlig afsender (museumsinstitutionen), modta-
ger (brugerne) og kommunikationsmidlet (IKT). Da specialets præmis bygger på et paradigmeskifte,

der har medført forandringer inden for alle samfundets organisations- og kommunikationsformer,

betyder det, at kommunikationsprocessen påvirkes og formes på et større makroniveau, hvor relatio-
nerne mellem kommunikationens parter kan antage nye og komplekse strukturer.

Jeg har valgt at belyse specialets genstandsfelt ud fra et overvejende teoretisk perspektiv. Min metode

er derfor at sammenholde og diskutere en række teorier, som hver især relaterer sig til problemfor-
muleringen. Til en nærmere konkretisering af opgavens problemfelt har jeg i specialets kapitel 7 valgt

at inddrage to cases, henholdsvis Holstebro Museum og Danmarks Fotomuseum. Valget af de to muse-
er er truffet ud fra den simple årsag, at de begge halter langt bagefter den informationsteknologiske

udvikling og derfor vil kunne fungere som et godt fundament til at illustrere flest mulige pointer. Løs-
ningsforslagene til de to museer baserer sig på specialets teoretiske fundament, men tager udgangs-
punkt i de to museers konkrete kontekster. Jeg har efter personlige samtaler med direktørerne fra

begge museer indkredset deres reelle behov og formål med løsningsforslagene. Danmarks Fotomuse-
um har således udtrykt et ønske om nogle løsningsforslag til, hvordan de ved hjælp af IKT vil kunne

kommunikere målrettet til de yngre digitale brugere og samtidig styrke deres kommunikation med
deres nuværende kernebrugere. I den forbindelse vil de også gerne have nogle forslag til, hvordan

museumsoplevelserne i museet og på deres hjemmeside vil kunne blive styrket ved hjælp af IKT. Hol-
stebro Museum har allerede igangsat en række digitale initiativer til den digitale generation i museet

og ønsker derfor, at jeg fokuserer på deres hjemmeside. Museet har netop fået en ny hjemmeside, men

har ikke gjort sig nogen overvejelser om, hvordan den skal bruges til at kommunikere eller skabe op-
levelser til den digitale generation. Museet har især udtrykt ønske om, at løsningsforslagene tager ud-
gangspunkt i, hvordan sociale medier vil kunne styrke deres kommunikation og digitale oplevelser.

For at besvare min problemformulering har jeg valgt at opstille følgende delproblemer, som tilsam-
men vil udgøre specialets teoretiske fundament og som vil blive gennemgået som særskilte kapitler i

kronologisk rækkefølge:
 Det informationsteknologiske samfund: Hvad karakteriserer det informationsteknologiske
samfund og hvilken betydning har IKT og internettet for samfundets kommunikationsformer?

tager derfor afsæt

bet, og om hvordan de kan målrette deres webkommunikation til en brugergruppe, som de ikke har
nogen konkret viden om. Dette speciale tager derfor afsæt i den hypotese, at hvis museerne skal sikre

deres fremtidige grundlag som formidlere af kulturarven, må de justere deres eksisterende formid-
lingsindsats i forhold til større viden om IKT og om den digitale generations internetvaner, interesser,

motivationer og kompetencer. Men ét er dog at kommunikere målrettet til brugergruppen ved hjælp af

IKT, noget andet er at udvikle relevante digitale oplevelser, der vil øge gruppens tilfredshed med mu-
seumsoplevelsen. Dette speciale vil derfor forsøge at bidrage med en segmentbeskrivelse af den digita-
le generation og på baggrund af denne udvikle en række løsningsforslag til dels hvordan museerne ved

hjælp af IKT kan kommunikere effektivt til målgruppen, og dels hvordan de vil kunne øge gruppens
tilfredshed med museumsbesøget. Følgende problemformulering danner afsæt for specialet:

Hvad kendetegner den digitale generation og hvordan kan museerne ved hjælp af IKT kommunikere mål-
rettet til denne målgruppe? Hvilke krav og forventninger har den digitale generation til museumsoplevel-
serne og hvordan kan disse imødekommes gennem IKT?

Mit bidrag skal ses som overordnede løsningsforslag, som museerne vil kunne benytte som et grundigt
teoretisk funderet udgangspunkt til at justere deres kommunikation i forhold til, men disse vil dog
skulle benyttes med udgangspunkt i det specifikke museums formål. Det er museets indhold, der skal
være styrende for anvendelsen af IKT og ikke omvendt. Jeg har valgt at inddrage to konkrete museer,

Danmarks Fotomuseum og Holstebro Museum, som en praktisk belysning af, hvordan løsningsforsla-
gene reelt vil kunne implementeres i henholdsvis et lille kommunalt museum og i et større statsstøttet

museum.
1.3 BAGGRUND FOR SPECIALET
Dette speciale er produktet af en idé, der opstod under min grunduddannelse i Kunsthistorie med

supplering i Museologi. Gennem mit teoretiske og praktiske arbejde med museerne i Danmark erfare-
de jeg, at museernes formidling kun i begrænset omfang benytter sig af informations- og kommunika-
tionsteknologierne, hvilket kan resultere i, at museerne mister deres relevans for de museumsbrugere,

der til hverdag er vant til at kommunikere gennem IKT. Med min efterfølgende kandidatuddannelse i

Webkommunikation har jeg fået en grundig lærings- og kommunikationsteoretisk indsigt til at vurde-
re, hvorfor det forholder sig sådan og mere konkret hvilke muligheder og begrænsninger IKT som

kommunikations- og læringsmiddel kan medføre i praksis. Dette speciale er et forsøg på at bidrage

med et webkommunikationsteoretisk perspektiv, der kan identificere og udpege nogle konkrete løs-
ningsforslag til, hvordan museerne kan udnytte digitaliseringen konstruktivt og fremadrettet, så de

vedbliver at være relevante og måske endda mere benyttede end de er i dag.

nye krav og forventninger

1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING
Dette speciale tager udgangspunkt i den aktuelle debat om de danske museers fremtidige rolle i et
samfund, hvor digitaliseringen har medført nye krav og forventninger fra politisk hold såvel som fra
museernes brugere. De yngre museumsbrugere vokser op i et radikalt anderledes samfund end deres

forældre, som udgør museernes nuværende kernebrugere. Samfundet har gennemgået en paradigma-
tisk udvikling og bliver betegnet som et postmodernistisk og hyperkomplekst videnssamfund, hvor

den informationsteknologiske udvikling har ændret fundamentalt ved traditionelle kommunikations-
og organisationsformer (Qvortup, 2000; Prensky, 2001; Castells, 2003; Tapscott, 2006). Med udviklin-
gen af World Wide Web har vi fået en helt ny kommunikationsplatform, som i dag populært betegnes

som ”Web 2.0”. Det er et helt nyt kommunikationsunivers, hvor traditionelle kommunikationsformer
nedbrydes til fordel for horisontale netværk af distribuerede brugere, der interagerer, samarbejder og
producerer ud fra en demokratisk, social og åben ideologi om at deltage til det fælles bedste (Castells,
2003).

Webbet har tilført museerne et udvidet kommunikationsrum, men er samtidig medvirkende til at ud-
fordre museernes autoritet og funktion. Hvordan skal museerne bruge webbet, hvem er webbrugerne,

hvordan skal de kommunikere til disse digitale brugere, og hvilken funktion har webbet for museernes

rolle? Måske er det sådanne spørgsmål, der ligger til grund for de danske museers noget tilbagehol-
dende anvendelse af webbet og af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) sammenlignet

med museer i eksempelvis USA, England og andre europæiske lande, hvor den digitale udvikling i

mange tilfælde bliver anset som en oplagt mulighed for at udvide og forny relationerne og kommuni-
kationen til brugerne og deres oplevelser af kulturarven. I to netop udkomne undersøgelser af de

statslige og statsanerkendte museers brugere og webbrugere i Danmark fremgår det, at en tredjedel af

befolkningen aldrig kommer på museum, en anden tredjedel kommer der sjældent, mens kun den sid-
ste tredjedel af befolkningen benytter museernes hjemmesider. De 14-29-årige, de såkaldte ”Digital

Natives”, der er opvokset med internet (Prensky, 2001), er stadig den mindst repræsenterede bruger-
gruppe på de danske museer og deres hjemmesider og samtidig den mindst tilfredse brugergruppe

(Kulturministeriet, 2009 og 2010). Da denne gruppe repræsenterer fundamentet for museernes frem-
tid, er det derfor væsentligt, at museerne forholder sig til, hvordan de kan udnytte den informations-
og kommunikationsteknologiske udvikling til at imødekomme den digitale generations krav og for-
ventninger til museernes kommunikation og museumsoplevelser, så museerne kan vedblive at være

relevante. Brugerundersøgelserne forholder sig imidlertid kun til de traditionelle brugergrupper og
slet ikke til, hvad der kendetegner denne nye generation, som adskiller sig afgørende fra museernes
traditionelle brugere. De danske museer mangler viden om deres nye kommunikationsplatform, web-