pielt forskellige kommunikationsmønstre. Jeg vil kort uddybe de fire, før jeg gennem et konkret ek-
sempel illustrerer, hvorfor begrebet især i Web 2.0 sammenhæng, kan forveksles.

1. Transmission
Jensen beskriver transmission i tråd med Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Det vil sige, at
interaktionen foregår som McQuail og Windahl definerede som an action on – kommunikationen løber
udelukkende i én retning, fra afsender til modtager. Afsenderen kontrollerer valget af og tidspunktet
for den information, der skal distribueres til modtageren. Brugerens kommunikationsadfærd er her
reduceret udelukkende til modtagelse – som eksempelvis gennem broadcast-medier som radio og tv.
2. Konsultation
Ved konsultativ interaktion kan brugeren vælge blandt et eksisterende udbud af i forvejen produceret
information. Denne type af interaktion er eksempelvis gældende for internettets hypertekststruktur,
hvor brugeren kan klikke og vælge mellem forskellige tekster og dermed danne sin egen ikke-lineære

læsning – som eksempelvis ved et genstandsmuseum, hvor brugeren kan søge i en samling efter inte-
resse, eller som ved de hjemmesider, der generelt kan karakteriseres som Web 1.0. Man kunne derfor

udvide transmissionsmodellen med en feedback mulighed, som modellen her illustrerer:

”The simple communications model with feedback loop” (Hooper-Greenhill, 2000, p.44)
3. Konversation
Hvis informationen produceres og ejes af informationsbrugerne, og kontrollen over distributionen

ligeledes ligger hos informationsbrugerne, er der tale om det diametralt modsatte kommunikations-
mønster i forhold til transmission, nemlig typen konversation. Den konversationelle interaktion er en

udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der

eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modta-
gerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modta-
ger og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere:

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

Den digitale generation på museum
som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Bordewijk og Kaams matrix for de fire kommunikationsmønstre (Jensen, 1998, p.202)
Matricen tager sit udgangspunkt i to centrale forhold ved al informationsudveksling, nemlig hvem der

ejer og producerer informationen, og hvem der på et givent tidspunkt og med et givent emne kontrol-
lerer distributionen af den.

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.

for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et
mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.
4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV

James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommu-
nikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A.,

1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kultu-
relle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner

således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk
perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle
og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige

verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive infor-
mation til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmis-
sionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af

varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor
alle kategoriserede som ’kommunikation’. Formålet med kommunikation var at kunne transmittere
signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge

Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkre-
te liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere

forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse

formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse bud-
skaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange

(Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem
kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden
skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal

kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communica-
re”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship

and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori

virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres. Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret en-
vejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale

og derfor altid har dyrket fællesskabet:

Hvem vi er – vores kulturelle baggrunde (nationalitet, alder, profession m.v.),

 hvordan vi tænker og skaber mening – vores verdenssyn, overbevisninger, perspektiver, vær-
dier,

 hvad vi siger – vores sproglige diskurs er realiseringer af vores verdenssyn (Op.cit.p.46).

Når vi kommunikerer, sker der, hvad Gadamer betegner som en fusion of horizons – vores meningsho-
risonter overlapper og transformeres i forhold til den nye viden og de nye perspektiver, som vi møder

i kommunikationen med andre:

Askehave, I. & Norlyk, B. (2006) Figure 2.3: Fusion of horizons: creating shared meaning systems, p.46
Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces,
der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme

(Op.cit. p.42). Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en be-
sked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer.

Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver
ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation,
som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet
er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er
blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men
som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke
nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær

uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relati-
on mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige per-
spektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og

kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil
kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation

Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale
er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne.
Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun
kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke
om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til
en modtager:
”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages.
Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer

to this process. Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the give-
and-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49)

Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semioti-
ske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren pro-
ducerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine

kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstrukti-
onen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John

Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet
samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte

Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret me-
ning i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den

intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38). Lars Qvortrup beskriver kommunikation
som gensidigt ukontrollerbare handlinger, hvor den ene part foretager en selektion ved at sige noget,
og den anden en selektion ved at forstå det, der bliver sagt på en bestemt måde. Kommunikation kan
derfor ikke være ligefrem og umiddelbar, da den indebærer en risiko for, at den anden forstår noget
andet end tilsigtet (Qvortrup, L. 2000, p.142-143). Dette forhold skyldes kulturelle, kontekstuelle og

identitetsmæssige baggrunde, og derfor har interaktionstilgangen til kommunikation fokus på at un-
dersøge, hvordan mennesker forstår og fortolker de beskeder, de modtager, og hvordan deres fortolk-
ning aktivt bidrager til kommunikationen som helhed. Inge Askehave og Birgitte Norlyk anvender et

hermeneutisk perspektiv med inspiration fra især Hans Georg Gadamers begreber om for-forståelser
og horisonter til at forklare, hvorfor det i interaktionsparadigmet anses som vigtigt at undersøge,
hvordan vi mennesker skaber mening. Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores
holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt
socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere
specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer: