seologi, der har præget feltet. Siden er der dog fremvokset en hastigt stigende interesse, udvikling og

accept af museologien som en teoretisk disciplin, og denne peger i retningen af en såkaldt ”ny museo-
logi” (Ingemann & Larsen, 2005; Larsen 2001). Forskellen mellem en ”ny museologi” og en ”gammel

museologi” kan sidestilles med opdelingen af museologien som en praktisk redskabsdisciplin og en
videnskabelig disciplin; fokus er skiftet fra, hvordan man udfører musealt arbejde til hvorfor man

overhovedet har museer, og hvorfor folk vælger at besøge dem (Ingemann & Larsen, 2005, p.9). Teore-
tisk fokuseres der eksempelvis på museets rolle i samfundet. Museolog og tidligere formand for ICOM

Hugues de Varine har fremhævet museets nye rolle som en slags folkets universitet – et sted for re-
fleksion og diskussion af de spørgsmål, som forskellige individer og sociale grupper stiller sig selv

(Ibid). I samme tråd har museologen Friedrich Waidacher understreget betydningen af museumsbe-
søget som en subjektiv oplevelse, som museerne må søge at forstå i stedet for at formidle viden, som

var det en generel og objektiv størrelse (Waidacher, F., 1997, p.100). En af de største forandringer i

den museologiske disciplin, såvel som i mange andre henseender, er, at brugerne er kommet i cen-
trum. For museerne betyder det, at de dels må kende deres brugergrupper bedre for at kunne formidle

målrettet, og dels at brugerne selv stiller krav til museumsoplevelsen – hvilket i værste fald kan bety-
de, at de bliver væk, hvis ikke deres behov og forventninger imødekommes. Det er altså ikke kun den

museologiske disciplin, der er på vej over i en ’ny museologi’, i praksis er det selve museet som institu-
tion og fænomen, der er under forandring.

3.3 ET PARADIGMESKIFTE I MUSEUMSINSTITUTIONEN
”Hvordan skal fremtidens museum se ud?” Dette spørgsmål kan lige nu læses på Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside, hvor man frem til 2011 kan deltage i en åben debat om de danske museers rolle i fremti-
den. Debatten er et led i en større udredning, der vil komme til at danne grundlag for en eventuel revi-
sion af den eksisterende museumslov, idet der eksisterer et stigende behov for at få fastsat museernes

fremtidige rolle og funktioner.15 Spørgsmålet om museernes fremtidige rolle er blevet diskuteret ivrigt
i nyhedsmedier og tidsskrifter, på årlige museumskonferencer og seminarer, og senest har debatten
for alvor taget fat gennem forskellige museumsfaglige blog-fællesskaber, som er blevet skabt med
henblik på netop at diskutere de mange udfordringer og muligheder, som museerne står over for i
dagens informationsteknologiske samfund.16 Forandringerne inden for museumsinstitutionen har rod
i de større samfundsmæssige politiske, sociale og kulturelle forandringer, der prægede slutningen af
det 20. århundrede og som af Qvortrup betegnes som overgangen fra industrisamfund til et

der har til formål at sikre den danske kulturarv. Ifølge museumslovens kapitel 1, § 2 skal mu-
seernes varetagelse af kulturarven ske gennem fem kerneopgaver, nemlig indsamling, registrering,

bevaring, forskning og formidling14.
Disse fem områder udgør ”søjlerne” i det museale arbejde, og det er da også disse fem, der har dannet

centrum for debat gennem tiden. Diskussionen har foregået både internt i museumsnetværket og eks-
ternt blandt politikere og publikum. Museerne forvalter den fælles kulturarv, og derfor har vi stort set

alle en holdning til, hvad kulturarv er, hvad der skal bevares for eftertiden, hvordan vi gerne vil opleve
vores kulturarv, og så videre. De fem søjler afføder en række teoretiske og praktiske spørgsmål, som

centrerer sig om museumsinstitutionens identitet og funktion – sagt med andre ord: hvad selve formå-
let med museerne er. Hvordan disse spørgsmål i praksis har udmøntet sig, vil jeg uddybe i afsnit 3.3,

men først en afklaring af problematikken på et videnskabeligt niveau i den museologiske disciplin.
3.2 DEN MUSEOLOGISKE DISCIPLIN

Museologien blev officielt anerkendt som videnskabelig disciplin af den internationale museumssam-
menslutning ICOM i 1971. Ifølge professor i museologi Friedrich Waidacher er ’museologi’ en fællesbe-
tegnelse, der dækker over beskrivelsen, klassificeringen og formidlingen af både teoretiske og prakti-
ske forhold, som er relevante for fænomenet museum (Waidacher, F., 1997, p.95). En lignende, men

lidt mere omfattende definition udfoldes af professor i kunsthistorie Peter Vergo:
”museologien omfatter studiet af museer, deres historie og underliggende filosofi, de forskellige måder
som de er blevet etableret og udviklet på, deres erklærede og uudtalte formål og politik samt deres
uddannelsesmæssige eller politiske rolle.”(Ingemann, B. & Larsen, A. H., 2005, p.9)
Peter Vergo har senere udvidet sin forståelse af museologien til også at omfatte tilskuere, etik og andre

lovmæssige opgaver (Ibid). Museologien er en tværfaglig disciplin og favner således over et bredt om-
råde. Derfor har der gennem tiden også hersket delte meninger om, hvordan museologien skal afgræn-
ses, opfattes og anvendes. I den danske museologi skelnes der typisk mellem en praktisk museologi og

en teoretisk museologi. Den første kan karakteriseres som en praktisk redskabsdisciplin og beskæfti-
ger sig med, hvordan de fem søjler i museumsloven skal udføres i praksis. Den teoretiske rummer en

analytisk og kritisk-refleksiv tilgang og forsøger at afdække de underliggende værdier i måden, hvorpå
de museale opgaver bliver løst (Larsen, A. H., 2001, p.11). De to retninger kan dog ikke skilles helt ad,
hvilket de ifølge flere museologer heller ikke bør, da de netop øger indflydelse på hinanden i kraft af, at
museet er deres fælles omdrejningspunkt (Hainau, N. & Jespersen, A. P., 1997; Larsen, 2001). Både i
Danmark og internationalt har det indtil omkring årtusindeskiftet været den praktisk anvendte

se fra det græske ord ”mu’seion”, som betyder tempel for muserne og som i den græske oldtid var de
templer eller institutioner, hvor videnskaben blev dyrket. Begrebet museum kan således henvise til
selve samlingen eller til de steder, hvor sådanne findes. Derudover er begrebet ikke beskyttet; enhver,
privat som offentlig person, fond, forening eller institution, kan oprette et museum uanset samlingens
størrelse, indhold og værdi.12 I Danmark inddeles museerne i hovedtræk i to grupper: den ene gruppe

er de statsanerkendte museer, som er omfattet af museumsloven, og den anden gruppe er de ikke-
statsanerkendte museer, som ikke er omfattet af museumsloven – det kan være museer, der er opret-
tet og ejet af enkeltpersoner, private institutioner, fonde, foreninger eller kommuner. Der foregår dog

samarbejde af museumsfaglig art mellem de to kategorier af museer, og nogle af de ikke-
statsanerkendte museer arbejder i flere henseender på niveau med statsanerkendte museer, hvilket

jeg i kapitel 7 vil illustrere, at Danmarks Fotomuseum er et eksempel på. Mange af de ikke-
statsanerkendte museer har typisk et snævert fokus på eksempelvis en privat samling eller en enkelt

kunstner, en profession eller enkelte typer af genstande. Den første af grupperne – det såkaldte danske
museumsnetværk, er omfattet af samme museumslov og har tilsammen ansvaret for varetagelsen af
den danske natur- og kulturarv. Disse i alt 12213 museer er opdelt efter kategorierne kulturhistoriske
museer, kunstmuseer og naturhistoriske museer, men forvaltes samlet af Kulturarvsstyrelsen under

Kulturministeriet. Museumsloven i Danmark er grundlagt i overensstemmelse med ICOM’s (Internati-
onal Council of Museums) internationale museumsetiske regelsæt, der fungerer som en vejledning for,

hvad der anses som hensigtsmæssig adfærd for museernes daglige virke (ICOM Danmark, 2006). Disse
museumsetiske regler kan fungere som en rettesnor i det daglige museale arbejde eller i udviklingen
af nye politiske strategier, men herudover har museerne så ”frie tøjler” og bliver ikke fast dirigeret fra

politisk hold. I Danmark bygger kulturpolitikken på ”armslængde-princippet”, hvilket kan karakterise-
res som den afstand (armslængde), der er mellem de politiske rammebevillinger til kunst og kultur og

de indholdsmæssige beslutninger på lokalt plan – eller som politikken så klart blev formuleret af den
tidligere kulturminister Julius Bomholt i 1963 ”Nok støtte, men ikke dirigere” (Duelund, P., 1995, p.17).
Det betyder, at en stor del af de kulturpolitiske beslutninger overlades til lokal selvforvaltning i de

enkelte museer. Eksempelvis opfordrer Kulturarvsstyrelsen museerne til at fremme deres formid-
lingsindsats og har derfor oprettet en særlig pulje, som museerne kan søge om tilskud fra, og her er det

så det enkelte museum, der kan definere den indholdsmæssige disponering af støtten, så længe indsat-
sen følger den overordnede politiske strategi om at udvikle formidlingen. Det danske museumsnet-
værk kan således forvalte statstilskuddet individuelt, men er i fællesskab underlagt samme

Genstandsmuseets kommunikationsform er konsultativ, hvilket vil sige, at museet har flere faktuelle

informationer, som den besøgende kan søge i. Det kan være samlingen, der er gjort tilgængelig på net-
tet, som de besøgende vil kunne søge i og finde faktuelle informationer om materiale, størrelse og bil-
leder af genstanden. Det lærende museum er mindre genstandsorienteret og mere kontekstbaseret og

forsøger i højere grad at appellere til den enkelte brugers personlige forventninger og forudsætninger
(Nørskov, V. & Larsen, A. H., 2009, p.20). Formålet er her at motivere de besøgende til at lære noget og
derfor lægger kommunikationen mere op til dialog end de to andre typer af museumshjemmesider.
Det kan være museumsblogs eller en profil på Facebook, hvor brugerne kan give kommentarer tilbage

til museet eller det kan være forskellige indgangsvinkler til samlingen målrettet til forskellige bruger-
typer og læringsstile. Det virtuelle museum bygger på det lærende museum, men tilbyder noget andet

og mere, end man vil kunne finde i det fysiske museum – det kan være virtuelle oplevelser i den virtu-
elle 3D-verden Second Life, Web TV om kunstnere eller om museet, podcasts, wikier over museums-
samlinger eller webspil som eksempelvis Skagens Museums webspil, hvor man kan udforske ska-
gensmalernes verden:

Brochuremuseet og genstandsmuseet repræsenterer i høj grad Web 1.0 hjemmesider, hvor brugerne
ikke kan meget andet end at søge og vælge i informationerne. I disse Web 2.0 tider er de fleste museer
efterhånden blevet opmærksomme på, at der er behov for en mere levende og brugerinddragende

formidlingsform. Museerne har i længere tid udviklet læringstiltag til deres fysiske museer, men hvor-
dan disse kan omsættes til et digitalt formidlingssprog er for mange en stor udfordring, idet de fleste

museer ikke har ansatte med specifik viden og erfaringer i at udvikle web-baserede aktiviteter. Dette
forhold vil blive illustreret i mine cases (kapitel 7), hvor Werner Schweibenz typografi også vil blive

konkretiseret nærmere. Men først en beskrivelse af museumsinstitutionen og dennes rammer og ud-
fordringer i det informationsteknologiske samfund.

3. MUSEUMSINSTITUTIONENS ROLLE I DET INFORMATIONSTEKNOLO-
GISKE SAMFUND

Dette kapitel vil introducere museet som institution gennem et teoretisk niveau og et mere praksisori-
enteret niveau, hvor museernes udfordringer vil blive afspejlet i den samfundsmæssige udvikling, der

har manifesteret sig i ændrede og større krav fra museumsbrugerne og fra kulturpolitisk hold.
3.1 LOVGIVNING OG RAMMER FOR MUSEERNE I DANMARK
Hvad er et museum? Ifølge Gyldendals Fremmedordbog (1983) kan begrebet ”museum” defineres som
en ”samling af kunstværker el. ting af videnskabelig el. kulturhistorisk interesse.” Ordet har sin

Vores brug af webbet gennemsyrer vores daglige liv og har ændret vores kommunikation og adfærd;

wikier, blogs, chatrooms, sociale netværk, søgemaskiner, peer production osv. repræsenterer nye for-
mer for deltagelse, indflydelse, underholdning, læring og kommunikation. For museerne betyder det

blandt andet, at deres webbrugere er vant til at have et bredt spektrum af information og forskellige
perspektiver at vælge imellem, at de er vant til at kunne kommentere og blive taget alvorligt, at de er
vant til at diskutere, dele og bruge hvad de finder i andre nye sammenhænge og derfor er museernes
kommunikation præget af nogle helt nye muligheder og udfordringer.
2.3 MUSEERNE PÅ WWW

I Danmark har langt de fleste museer fået en hjemmeside, hvor man kan orientere sig om den pågæl-
dende institutions aktiviteter, udstillinger, åbningstider og så videre. Men når det kommer til udvikling

af egentlige digitale formidlings- og udstillingsprojekter eller anvendelsen af sociale medier, halter de

danske museer endnu noget bagefter, hvis man sammenligner med de internationale museers webak-
tiviteter. Museernes hjemmesider kan karakteriseres ved hjælp af den tyske medieforsker Werner

Schweibenz typografi af museumshjemmesider. Schweibenz taler om fire forskellige typer: Brochure-
museet, genstandsmuseet, det lærende museum og det virtuelle museum (Schweibenz, W., 2004). Bro-
churemuseet er informativt i sin kommunikationsform og har samme formål som en brochure, nemlig

at forberede kommende museumsgæsters besøg på det fysiske museum, så her vil man finde oplys-
ninger om åbningstider, adresse og informationer om udstillinger, hvilket Danmarks Fotomuseum er

et eksempel på: